Quantcast
Channel: Symaskiner og Sygrej - Skaberlyst
Viewing all articles
Browse latest Browse all 38

Hvad er en overlocker?

$
0
0

Før eller senere støder alle, der syr, ind i dilemmaet “skal jeg købe en overlocker?”

Men hvad er en overlocker egentlig?

Hvad er det, der gør den forskellig fra symaskinen, og hvorfor er der nogen, der bare ikke kan leve uden deres overlocker?

Det kan du finde ud af i denne artikel.

Overlocker

 

Overlocker – en særlig symaskine

En overlocker er en helt særlig slags symaskine til syning i strikstof, og adskiller sig fra den almindelige symaskine ved at sy sømme, der er strækbare. Overlockeren er opfundet i slutningen af 1800 tallet i USA, med det formål at mekanisere og lette processen med at sy strikstof sammen.

Strikkede metervarer som jersey og isoli, der i dag bliver brugt rigtig meget til tøj, er så fleksible, at sømmene knækker, hvis man syr stoffet sammen med en almindelig symaskine. Simpelthen fordi stoffet strækker sig mere, end sytråden kan følge med til.

Derfor er det super smart med de strækbare sømme, man kan sy med en overlocker. De sikrer, at tøjet holder længere, og at sømmene kan holde til det stræk, de bliver udsat for, når tøjet er i brug. Hvis sømmene ikke kunne strække sig, ville man ikke kunne bruge den gavnlige effekt af strikket stof, som fx. giver en bedre komfort og mere bevægelighed i tøjet. Det ville i stedet være sømmene, der bestemte, hvor meget tøjet kunne give sig, og dermed hvor stor bevægelighed, man ville have i det.

 

Overlocker til sammensyning i jersey

Overlockeren er super god til sammensyning i jersey.

 

Nye symaskiner har som regel en stræksøm, der kan bruges til at sy strik sammen med, men den kan ikke alt det andet, en overlocker også kan. Der er nemlig flere grunde til at man forelsker sig fuldstændig pladask i sin overlocker, når først man knækker koden til hvordan den virker.

 

Sådan virker en overlocker

Hvor en almindelig symaskine syr med en overtråd og en undertråd, som den “låser” mellem stoflagene for at holde stoffet samlet, så arbejder overlockeren lidt anderledes. Den syr med 1 eller 2 nåle og 2 gribere. Der er altså ikke en undertråd på en overlocker, som man kender det fra en almindelig symaskine.

Gribertrådene på overlockeren går ud over kanten af stoffet, og “låser” ude i kanten. På den måde er en overlock søm både en sammensyning og en kantning på en gang. Gribertrådene “låser” også med nåletrådene, så stoffet bliver holdt sammen, men det sker på en måde, så sømmen er strækbar, og altså kan give sig.

Udover de særlige sting, der i deres oprindelige opbygning minder lidt om hækling, så er overlockeren også kendetegnet ved at den har en kniv monteret, som skærer kanten af stoffet af. Det er nødvendigt, for at få en pæn søm, at der er en skarp og ensartet kant, og derfor er kniven, der skærer kanten af sømrummet, en ret vigtig del af en overlocker.

 

Overlocker

Kniven på overlockeren skærer kanten af sømrummet helt skarp.

 

Pga. kniven, der skærer kanten af sømrummet af, kan man ikke have knappenåle til at sidde på tværs af stoffet, når man syr på overlockeren. Hvis kniven skærer en nål over går den i stykker. I bedste fald kan den slibes hos en symaskine reparatør, men ofte skal man investere i en ny kniv, hvilket kan være en bekostelig erfaring at gøre sig.

Kan man ikke styre stoffet uden at sætte knappenåle i, så kan man sætte dem på langs af stoffet i stedet, og et godt stykke inde fra kanten, så de hverken kommer under trykfoden eller kniven.

 

Overlocker

Knappenåle skal placeres inde på stoffet, væk fra kniven.

 

Man bruger en overlocker til flere ting:

*  Kantning af sømrum, hvor den er god, fordi den skærer kanten ren og låser trævlekanter inde på en gang.

*  Sammensyning i strikkede metervarer som fx. jersey, fordi sømmene er strækbare, og derfor giver bedre holdbarhed.

*  Dekorative afslutninger, som fx. rullesøm i stedet for en almindelig oplægning. Dette bruges især i jersey og lignende strikkede stoffer eller i chiffon-lignende lette vævede stoffer.

*  Blindsting i oplægninger – især hvis man kan få en usynlig/gennemsigtig tråd.

*  Påsyning af elastik, tittekanter, perlebånd og andet pynt – det kræver specielle trykfødder, som ikke er standard udstyr, men kan tilkøbes til de fleste overlockere.

 

3 eller 4 trådet overlocker?

Der er forskel på hvor mange tråde, man syr med, på sin overlocker. En almindelig overlocker har mulighed for at sy med 4 tråde, men kan også sy sømme med 2 eller 3 tråde. I industrien bruger man også 1 og 5 trådet overlock.

Her er en kort guide til nogle af de sømme, man kan sy med en overlocker.

1 trådet overlocker søm

Bruges i industrien til at sikre kanterne på tøj, hvis de enkelte dele skal have nogle efterbehandlinger, inden de bliver syet sammen. Det er den mindst holdbare søm på en overlocker, og svarer til at man “i gamle dage” kastede over sømmene i hånden, for at holde trævlekanter på plads under arbejdet.

Tråde i brug: Kun den ene nåletråd.

 

2 trådet overlocker søm

2 trådet overlock er ikke stærk nok til sammensyning af tøj, men den er god til kantning af sømrum i lette stoffer, hvor sømmen helst ikke skal fylde for meget. Der er forskellige sømme på en almindelig overlocker, der kan syes med 2 tråde, bl.a. fladlock, som ikke fylder helt så meget som overlock sømmen, og 2 trådet rullesøm, som er god, hvis man vil sy  rullesømme med effekttråd, fx. metaltråd eller en kraftigere sytråd.

Tråde i brug: 1 nåletråd og 1 gribertråd.

Overlocker - 2 trådet overlocker søm

2 trådet overlocker søm.

3 trådet overlocker søm

Denne søm er stærk nok til sammensyning af tøj, hvor der ikke er et kraftigt stræk på sømmene. Løse modeller i lette metervarer kan syes sammen med en 3 trådet overlock søm. Det er den mest brugte søm, og bruges i den billige ende af industrien til sammensyning, fordi den kræver mindre trådforbrug end en 4 trådet overlock søm. I vævet stof bruges denne søm oftest til at kante sømrummet, da det giver en mere professionel finish af tøjet, frem for at zigzagge sømrummet.

Tråde i brug: 1 nåletråd og 2 gribertråde.

Overlocker - 3 trådet overlocker søm

3 trådet overlocker søm.

 

4 trådet overlocker søm

Den 4 trådede overlock bruger man primært til at sy strikstoffer sammen med. Den er stærkere end en 3 trådet overlock søm, fordi der er en ekstra nåletråd, der giver styrke til sømmen. På grund af den måde, sømmene er bygget op på, er den stadig fleksibel, selvom den ekstra nåletråd fungerer lidt på samme måde som en stikning på den almindelige symaskine.

Det er ofte lettere at få en pæn søm, der holder tæt, med en 4 trådet overlocker søm, end det er med en 3 trådet, og den er mere slidstærk, og vil derfor holde længere i brug. Denne søm er især velegnet til modeller, der har en tæt pasform, negativ rørlig vidde og til børnetøj, der skal holde til lidt ekstra stræk og slid.

Tråde i brug: 2 nåletråde og 2 gribertråde.

 

Overlocker - 4 trådet overlocker søm

4 trådet overlocker søm.

 

5 trådet overlocker søm

Denne søm bruges primært i industrien til syning af sømme, der skal være ekstra slidstærke. Udover at den kanter sømrummet med en overlock søm, så syr den på samme tid en stikning, der er separat fra overlock delen. Det er en hurtig metode, fordi tøjet ikke skal igennem maskinen 2 gange, for først at blive syet sammen og derefter få kantet sømrummet, og derfor er den god til industrien, hvor alting gerne må gå lidt hurtigt. Det er en ekstra stærk søm, men den tager også meget tråd- op til 16 meter tråd pr. meter søm.

Tråde i brug: 2 nåletråde og 3 gribertråde.

 

Hvornår skal man anskaffe sig en overlocker?

Selvom mange syere er rigtig glade for deres overlocker, og siger at man ikke kan leve uden, så er der nu også mange, der sagtens kan leve uden. I hvert fald behøver man ikke skynde sig ud og købe en overlocker som det første, når man får lyst til at lære at sy.

Mange af de ting, man kan med en overlocker, kan man sy variationer af på den almindelige symaskine. Nyere symaskiner har både stræksømme og overlock effekter, der er ganske udmærkede, og kantning af sømrum kan man fint klare med zigzag.

Når det er sagt, så kunne jeg ikke selv undvære min overlocker. Det er der flere grunde til, og hvis du en dag finder ud af, at du irriterer dig over et eller flere af de punkter, der er på  listen her, så er det blevet tid til at se dig om efter en overlocker.

 

Top 3 Grunde til at jeg elsker min overlocker:

Grund nr. 1

I vævet stof bruger jeg enten en 2- trådet eller 3-trådet overlock søm til at kante sømrummet. Sømrummet bliver meget pænere og ser mere professionelt ud, og jeg slipper for at slås med zigzag, der krøller stoffet sammen, hvis det er en let metervare. Kanten af sømrummet bliver skåret af mens jeg syr, så trævlekanter bliver skåret væk af maskinen, og jeg slipper for at klippe dem af med en saks, hvis stoffet trævler meget.

 

Grund nr. 2

Det er væsentlig hurtigere at sy en stræksøm på overlockeren end på symaskinen, og det bliver en pænere og mere professionel søm. Sammensyning af strikkede metervarer er en leg på overlockeren, fordi den syr holdbare sømme og kanter sømrummet på samme tid. Syr man meget i fx. jersey, vil man hurtigt opdage fordelene ved en overlocker til lige præcis sammensyning af strikkede stoffer.

 

Grund nr. 3

Min overlocker kan sy nogle effektsømme, jeg ikke kan lave med den almindelige symaskine. Det er især rullesøm, jeg bruger, men med en speciel rynketrykfod kan overlockeren fx. også rynke et stoflag til et andet, som ikke bliver rynket. Min overlocker kan dermed automatisere nogle arbejdsgange, der ellers skal laves ved håndkraft, og den er med til at gøre det hurtigere at få syet nogle ellers meget tidskrævende processer. Der er mange flere effekter og muligheder, og det er ikke noget jeg bruger ofte, men når jeg får brug for det, er det super fedt at få hjælp af en overlocker til at sy hurtigt og professionelt.

 

Overlocker - effektsømme

 

Hvis du har fået lyst til at anskaffe dig en overlocker, så start evt. med at købe en brugt maskine. Det er en god måde at få lidt mere kvalitet for pengene. Få din brugte overlocker efterset hos en symaskine mekaniker inden du går i gang med at sy på den.

Overlockere er meget fintfølende, og især hvis du køber brugt fra en privat (fx. gennem dba.dk eller Gul&Gratis), er det en god idé med et tjek af maskinen, da den sagtens kan trænge til at blive frisket lidt op. Selvom det koster lidt i reparation vil det i mange tilfælde stadig være billigere end en tilsvarende ny maskine. Mange forhandlere sælger også brugte overlockere, og det er der naturligvis større sikkerhed i, da man kan returnere maskinen igen, hvis den skulle vise sig ikke at virke.

 

Jeg bruger selv Guldager & Sønner, som jeg varmt kan anbefale at besøge, hvis du kommer i nærheden af Århus. De har en webshop på deres hjemmeside, og sender både symaskiner og overlockere rundt i hele landet. Tjek deres hjemmeside her.

 

 

Vil du hjælpe mig med at blive klogere?

Jeg har fået lov at interviewe en overlocker ekspert, og jeg vil gerne være helt sikker på at jeg stiller ham de rigtige spørgsmål. Derfor vil det være super fedt, hvis du lige vil bruge et par minutter på at svare på dette spørgeskema. Så får jeg nemlig samlet svar ind på de spørgsmål og problematikker, I sidder med, derude i stuerne.

Klik her for at svare på spørgeskemaet om overlocker.

 

 

The post Hvad er en overlocker? appeared first on .


Viewing all articles
Browse latest Browse all 38

Trending Articles


Kan ketoner og aldehyder lave hydrogenbindinger?


DIY - Hæklet bil og flyvemaskine


Sælges: Luxman T112 (Tuner)


Sælges: Delperion Sinope (Højttalere)


Sælges: Reson Domo (HiFi Møbel)


Sælges: Dantax Utopia 5 (Højttalere)


Sælges: T+a Ph-G10 (RIAA)


Sælges: Ansuz acoustics jumperz diamond (Kabler)


Eneru (Onepiece)


STOR FRIFORM SKÅL OLE KORTZAU ROYAL COPENHAGEN nr. 5794