Har du set min vintage symaskine? Det er en gammel Husqvarna, som jeg har fundet på et antik loppemarked engang. Jeg tror jeg gav 150 kr for den, og jeg købte den udelukkende fordi jeg synes den er flot.
Det er ca. et år siden, jeg bloggede om den første gang, men der er kommet et spørgsmål til brevkassen om, hvordan man tråder den, så det skal vi se på i dag.
Vintage symaskine – Sådan tråder man undertråden
Jeg har stadig ikke fået smurt den gamle dame, selvom hun virkelig trænger til det. Det er faktisk næsten umuligt at dreje håndsvinget rundt, så meget trænger hun til en slat olie. Men det skal nu ikke stoppe mig fra at hive hende ned fra hylden og tråde undertråden.
Siden sidst jeg skrev om den smukke vintage symaskine, har jeg ladet mig fortælle at spolehuset slet ikke hedder et spolehus, men et “skib”. Og det giver faktisk meget god mening. Se bare billederne her – det kan da godt ligne et skib.
UPDATE: En sød læser har gjort mig opmærksom på, at spolehuset hedder “skytte” og ikke “skib”. Hvis du ved en masse (eller bare en lille smule) om de her gamle håndsvings symaskiner, så skriv endelig en kommetar her på bloggen. Ny viden er altid velkommen, og jeg er ikke selv ekspert i de gamle maskiner. Jeg synes bare der er fantastisk smukke!
Selvom det absolut ikke ser ud som en moderne spole og spolehus, så er det alligevel ikke så langt fra. Hvis man kigger lidt nærmere på det, minder dette system faktisk ret meget om mere moderne symaskiner med spolehuset monteret foran på armen.
Spolen skal ind i “huset”/”skibet”, og tråden skal igennem en skrå “revne”, der går næsten hele vejen ned i siden af huset/skibet, og derefter ind i et slags hak, hvor den bliver holdt fast.
Og så skal undertråden hentes op inden man kan begynde at sy. Det foregår helt som på elektroniske symaskiner, ved at man drejer hjulet på siden, så nålen kører en omgang.
Mere er der faktisk ikke i det.
Du kan se hvordan jeg tråder min vintage symaskine i videoen:
Har du også en vintage symaskine? Og bruger du den? Jeg vil gerne høre om den, og der er garanteret andre, der også er nysgerrige. Del din bedste historie om din vintage symaskine med os i en kommentar.
The post Vintage Symaskine – Trådning af undertråd appeared first on .